Status på halvvejen

Siden jeg nåede til Fyn i mandags, har jeg haft nogle dejligt korte etaper, hvor der har været god tid til hygge og til at snakke med nogle af alle de mennesker, der har fulgt mig på vejen. Fra spejderlederen Tomas, der gik med både til og fra Langeskov, til Dan, hvis mor kom ud med ægte fynsk brunsviger til os på vejen til Langeskov.

Et af de møder der har gjort særligt indtryk på mig, var da Ældre Sagens Bjarne Hastrup kom ud og gik sammen med mig på gårsdagens etape. Bjarne er 72, og alligevel tog han hele vejen til Fyn og gik med ca. 10 km. Det viser om noget, at projektet her ikke kun handler om de unge, men at alle aldre tager del i kampen mod ensomhed.

Når jeg rammer Aarhus i næste uge, er det lige midt i Danmark Spiser Sammen, men faktisk har jeg allerede taget lidt forskud på fællesspisningerne. I tirsdags havde spejderne i Langeskov arrangeret langbordsmiddag på spejdermanér, og onsdag havde jeg så fornøjelsen af et lidt mindre spisefællesskab. Her kom Pernille mig til undsætning og tog med mig ud og spise pizza, så jeg slap for at spise aftensmad alene. Tak for det!

Udover alle dem jeg møder på vejen, har jeg også fået rigtig mange søde og rørende beskeder fra mennesker rundt omkring i landet, der støtter op om marchen, også selvom de ikke selv har mulighed for at gå med. Desværre kan jeg ikke nå at svare på dem alle sammen lige nu, men jeg sætter utrolig stor pris på hver og én, det skal der absolut ikke herske tvivl om.

I dag skal den store opbakning til turen for alvor stå sin prøve. Som I allerede ved, går jeg kun i følgeskab med andre, og forud for dagens etape er jeg for første gang lidt nervøs for om jeg bliver nødt til at stå stille undervejs på ruten. Så hvis du er i området mellem Tommerup og Brenderup, håber jeg du vil sætte lidt tid af til at gå med mig og hjælpe mig med at nå i mål – jeg kan ikke gøre det alene!